Dagen vi drømte om

Lukas, Lalah og Adam venter ved mottaket. Hver uke er det noen barn og ungdommer som får dra, hver uke erstattes de med nye. De tre vennene drømmer om å få dra videre, de også. Problemet er at de mangler en siste sjekk, en siste signatur. Den aller siste sjekken, som de ikke får vite hva er.

Så en dag er det plutselig deres tur. De får utlevert et kart som viser hvor de skal. Forventningsfulle og glade legger de ut på en reise gjennom skog og øde landskap, til et sted de ikke vet hva eller hvem som venter.

I denne gjennomillustrerte boka har dramatiske hendelser ført til at all infrastruktur er brutt sammen – alt bortsett fra et vilkårlig og skremmende byråkrati. Dagen vi drømte om viser oss en skremmende og fremmed verden, med tydelige paralleller til vårt eget samfunn.

"Mykje i Dagen vi drømte om handlar om å halde tilbake informasjon – i det usagte, uvisse og uforståelege. Og kjenslene det framkallar kan lett koplast til flyktning- og asylsituasjonen: frustrasjonen, maktesløysa, den tilsynelatande endelause ventinga, byråkratiets rustne tannhjul. Dei urovekkande hendingane utanfor mottaket er mest skremmande fordi vi ikkje heilt forstår kva som skjer, og kva i alle dagar det har med mottaket å gjere. Kva skjer i verda utanfor? Kor mange andre mottak er der? Kven er det eigentleg som trekk i trådane, og kven kan vi stole på? [...] Det er denne mangelen på informasjon som skapar den klamme stemninga i boka, og samtidig vekkjer lesarens frustrasjon. Ein har heile tida ei kjensle av at det ligg noko meir bak, eit system av noko slag, men det ligg utanfor vårt synsfelt. Det er irriterande, men det er òg litt av poenget. Kan hende er boka meir som ein sci-fi film der ein helst ikkje bør pirke for mykje i mekanikken bak, men late seg suge inn i verda og stemninga. Så lenge kulissane verkar solide, kan eg vere med på leiken."

"Frustrasjon dominerer leseopplevinga, dessutan eit sterkt ubehag knytt til visse illustrasjonar i boka. […] Prosjektet representerer ein problematisk etikk, når det insisterer på å utforska så ekstreme situasjonar. Brøggers illustrasjonar er svært gode, prosjektet er provoserande og utforskande."

"Der mangler ikke bøger om børn, som flygter fra krig og ufred. Men ingen ligner norske Bjørn Arild Erslands ’Den dag vi drømte om’ [...] Hvorfor Lukas, Lalah og Adam er havnet i dette mareridt, det bliver ikke forklaret, men det gør heller ikke så meget, for historien giver friske billeder og tanker til den frygt og afmagt, som præger alverdens flygtningebørn. [...] Der bliver slået nye knuder på en velkendt handling. Bogen rammer der, hvor man er uforberedt. [...] Lilian Brøgger fortæller i samme billedsprog, som gav hende Kulturministeriets illustratorpris (for anden gang) for tegningerne til ’Den unge Werthers lidelser’. Det vil sige meget enkle, forvredne figurer i nattens farver og med en vis forkærlighed for det tomme rum. Billedsiden er dybt loyal over for den mærkelige historie med alle de usagte stemninger."

"«Dagen vi drømte om» er mørk, dyster og forvirrende som en Kafka-roman. En skikkelig grøsser for store barn og ungdommer. […] Brøgger viser oss noe av det Ersland ikke forteller; høye murer, uniformerte vakter i porten, sovesaler, fellesdusjer, vakttårn og piggtrådgjerder. […] Ersland er en mester på dårlige stemninger. Han kan få den enkleste bildebok til å skape uhygge og uro og er på sitt aller beste når han smeller til og virkelig boltrer seg i ondskap og tabuer. Boka passer fint til høytlesning. Samspillet mellom barna gjennom labyrinten av byråkrati, hva uvissheten og usikkerheten gjør med dem, hvordan de prøver å hjelpe hverandre og de yngre barna på mottaket, er et godt utgangspunkt for lange samtaler."

"Bogen er en skrækfabel med alt for tydelige paralleller til det børn og unge ser hver dag i nyhederne. For tiden sultende, frysende og boligløse syriske børn på flugt fra borgerkrigen. Men den er også fortællingen om venskabers betydning, når tilværelsen er ved at gå i stykker. Og måske rummer Den dag vi drømte om endog en kærlighedshistorie. Lilian Brøggers illustrationer underbygger på glimrende vis historien, og tilfører den ny betydning. Hverken tekst eller billeder kan stå alene i værket. Illustrationerne understreger både det raffinerede og det naive i fortællingen, med deres synsvinkelskift, deres ekspressive udtryk, deres farvevalg, deres tegneseriepræg og deres filmiske fremstilling. Det virker måske trøstesløst, og bogen kan ikke læses naivt som værende fuld af håb. Og man kan være skeptisk over for det, at overøse børn og unge med verdens elendighed. Men man kan også tænke modsat. Krigstraumer og børn i ”modtagelser” er en del af virkeligheden for børn og unge. Og vellykket litteratur, som Den dag vi drømte om, kan udgøre et trygt univers for læseren til sensitivt og i eget tempo, til at udforske tilværelsens skyggesider. Selve grundfortællingen i Den dag vi drømte om virker både troværdig og vedkommende. Sprogligt er den fortalt i korte hovedsætninger, der illuderer flygtningebørnenes sprog og virkelighedsopfattelse, men som ikke skal forlede læseren til at tro, at værket er let tilgængeligt."

"Der findes børnebøger, der ridser sig så dybt ind i én, at de bliver der. Netop sådan er Bjørn Arild Erslands «Den dag vi drømte om» [...] ikke mindst i kraft af Lilian Brøggers meddigtende illustrationer [...] en allegorisk fortælling, sikkert og spændingsskabende skrevet [...] historien er på én gang fascinerende, knugende, øjenåbnende og sørgelig, og sproget er underspillet, fortættet og lyrisk [...] vinklinger, vekslen mellom del- og nærbilleder og indzooming på detaljer suger læseren gennem «Den dag vi drømte om», så man er helt svedig bagefter. Tre små ruder, hvor tre prikker langsomt forstørres og til sidst i et helbillede viser tre maltrakterede piger, er for eksempel rystende. Det er Brøgger, når hun er allerbedst. Og aldeles enestående."

"i årets kraftigste bildefortelling for ungdom, "Dagen vi drømte om" [...], sitter barna i et mottak som minner om fangenskap. De kommer ikke fri fra et kafkask system."

Bjørn Arild Ersland

Bjørn Arild Ersland (f. 1965) er opprinnelig fra Mandal, nå bosatt i Stavanger. Han har skrevet en rekke kritikerroste barnebøker. Mest kjent er han for sine bilde- og faktabøker. Ersland har gjentatte ganger blitt nominert til priser for disse, bl.a. var han i 2011 nominert til Brageprisen for Gjøken. I 2009 mottok Ersland Skolebibliotekarprisen.